POLITIKEN REJSER Lørdag 23. januar 2016

Frankrig Villefranche-sur-mer

 RIVIERABYEN SOM TURISTERNE KØRER FORBI

 Villefranche-sur-Mer putter sig i en lille bugt mellem Nice og Monaco og har alt det, de fleste drømmer om: gode spisesteder langs kajkanten, små pladser og en fortrinlig badestrand. Alligevel finder overraskende få turister vej hertil.

 Facader i glade cirkusfarver læner sig kækt op ad hinanden. På den ene side af os skvulper det sløve vand i Villefranche-bugten og vugger sejlbåde og små yachter. På den anden side breder Villefranche -sur-Mer sig op ad bjerget Mont Boron, der isolerer den lille havneby fra storbyen Nice blot et par kilometer herfra.

Langs kajen Quai de l’Amiral Courbet ligger barer og spisesteder dør om dør. Markiser skygger belejligt for middagssolen, og under dem sidder grupper af mennesker og nyder muslinger, pastaretter, salater og perlende rosé. Andre har fundet plads ved borde helt ude ved kajkanten.
Havnen med sine pastelfarver, bølgeskvulp og eksklusive udsigt virker bestemt dragende, men vi – en familie med to børn – beslutter alligevel at søge op i Villefranches hjerte og bestiger den første sidegade, vi kommer forbi. Den leder os ind i et snirklet byrum med trapper og dunkle gyder. Havnens liv svinder ind til en svag summen for til sidst at forsvinde i en stilhed, der ellers synes nærmest umulig at opdrive på den altid overfyldte franske riviera.

Oppe i gaden rue Poilu finder vi den prisvenlige og uprætentiøse restaurant La Grignotière, hvor kun et enkelt ægtepar sidder og spiser. Stedets værtinde står i døråbningen, og mens vi tager plads, spørger vi, om der virkelig altid er så stille i Villefranche-sur-Mer.

»Sammenlignet med den gamle bydel inde i Nice er her som regel ret roligt, ja«, svarer hun. »Naturligvis kommer her en del turister i juli og august. Heldigvis, for det er jo det, jeg lever af«, smiler hun.

Villefranche-sur-Mer ligger få kilometer fra Italien, og menukortet afspejler, at vi befinder os i grænselandet mellem to store gastronomiske nationer. Det bliver således escargot de bourgogne til forret og pasta med muslinger og pizza med fisk til hovedret.

»Jeg er glad for, at Villefranche-sur-Mer er lidt hemmelig«, fortæller værtinden. »Men det kan nogle gange undre mig, at folk har så travlt med at drøne frem og tilbage mellem Nice, Monaco og Cannes. Der er da meget dejligere her«, siger hun og slår ud med armene. »Toget mellem Nice og Monaco stopper jo flere gange i timen, men det virker, som om turisterne glemmer os«, lyder det med en blanding af ærgrelse og stor lettelse.

Obskure gader
Efter den glimrende franskitalienske frokost går vi gennem byens gyder. Vi passerer vin- og tapasbaren La Cave Nature, der ligger på et lille torv ved rue Poilu. Stedet er en lille lomme med liv, og her er næsten fyldt op af folk, der spiser rillette, oste og pølser blandt vintønder og krukker med middelhavsplanter. Vi sender en kærlig tanke til de tusindvis af turister, der sidder på nakken af hinanden inde i Nices overrendte gamle bydel, mens de formentlig længes efter et sted som dette.

Labyrinten af trapper, gyder og stæder fører os nu til rue Obscura – en flere hundrede meter lang tunnelgade inde under Villefranches byhuse. I et øjeblik forsvinder vi i et middelalderligt mørke kun svagt oplyst af støbejernslanterner, og det føles, som om vi er sendt tilbage til korsfarernes eller piraternes tid.

Lidt efter er vi igen ude i dagslys ved den lille fontæneplads Place du Conseil. Fra pladsens repos kan man skue ud over havnepromenaden og Villefranche-bugten. Heroppe får man for alvor ind-trykket af, hvor perfekt en naturhavn bugten er. Det opdagede også amerikanerne under Første Verdenskrig, og efter Anden Verdenskrig oprettede USA en decideret flådehavn her, som de admi-nistrerede frem til 1966.

I dag er det ikke hangarskibe, men derimod krydstogtindustriens eliteflåde, der ligger for anker i bugten. Det er med tiden blevet Frankrigs største krydstogthavn, og også denne dag har et kolossalt skib gjort midlertidigt stop ved bugtens udmunding.

En større gruppe turister står og venter på at blive sejlet tilbage til deres flydende hotel, og vi kan se, hvordan det er tyndet gevaldigt ud på havnefronten neden for os.

Drinks med milliardærudsigt

Det er næsten med følelsen af, at vi har den ellers befærdede havnefront Quai de l’Amiral Courbet for os selv, da vi senere slår os ned i loungemøblerne ved Hotel Welcomes bar. Kun en flødefarvet Rolls Royce cabriolet med karmoisinrødt læderbetræk skaber en smule støj, da den presser sig gennem byrummet i et kitschet, nyrigt se mig-stunt.

De sidste krydstogtgæster har forladt byen, og vores tjener udtrykker med afslappet mine:

»De kommer, spiser, får en drink og sejler ud til deres skib igen. Resten af tiden er her dejligt og fredeligt«.

Til lyden af bølgeskvulp sidder vi med frit kig over til Cap Ferrat – den mondæne halvø, hvor de private feriepaladser ejet af rigmænd som U2’s Bono og vodkamilliardæren Yuri Scheffler næsten forsvinder bag pinjetræer og palmer. En rigmand går om bord på sin chalup for at sejle ud til sin yacht, og bag os underholder fire unge amerikanerne med, hvor mange penge de har brugt på kasinoet i Monaco aftenen før.

Riviera-klicheerne står nærmest i kø, men de forstyrrer ikke glæden ved at se på de pastelfarvede facader, der tryllebandt os ved ankomsten, og som nu i det gyldne eftermiddagslys er endnu mere betagende.

Bag byen, hævet over stranden i Villefranche-bugtens bund, løber jernbanen, hvor togene fra henholdsvis Monaco og Nice stopper med 20 minutters mellemrum. Men der er stille oppe på stationen, for folk har på denne solrige forårsdag tydeligvis mere travlt med at komme andre steder hen end til lille farverige Villefranche-sur-Mer.

3 OPLEVELSER I VILLEFRANCHE-SUR-MER

 

http://www.plages.tv/gallery/cms/images/plage-marinieres-villefranche-mer-ete.jpg

1 Den bedste badestrand

I bunden af Villefranche-bugten breder den 1 km lange sand-strand Plage de Marinières sig fra byen mod Cap Ferrat. Udsigten til strand og bugt med det klare vand i turkise og gasblå toner hører til blandt de allerdyreste i verden, men selve strand-en er gratis at færdes på.
Stranden er et af byens største trumfkort, for de fleste andre strande i området har småsten, ikke sand.

 

2 Marked og madsteder
På pladsen Place Amélie Pollonais er der marked flere dage om ugen. I palmernes skygge sælges bl.a. lokal kunst, lædervarer og håndsyet tøj, og stadeholderne lever godt af krydstogt-gæsterne, der kommer ind i små både. Mange gæster slår sig også ned på de omkringliggende cafeer og spisesteder, hvorfra der både er kig til boder og udsigt til den billedskønne havne-front.

http://www.paca.culture.gouv.fr/banqueImages/cd/MHR93_0709004_E/tiers/MHR93_01060164ZA_T.jpg

3 Fæstning med kunst

Der er blevet værnet om naturhavnen ved Villefranche-sur-Mer gennem århundreder. Det bliver man klar over, når man passerer broen til fæstningen Fort Mont Alban med de metertykke mure og ikke så få kanontårne. I dag hviler freden over fæstnings-værket, der er en hel by for sig med huse, haver og borgmester-kontor. Foruden eksotiske lommer med citrontræer og banan-planter findes en række skulpturer på borgområdet, der modsat de ældgamle tårne taler til et moderne publikum. Fra borgens højeste mure er der kig til landskabet omkring med dets pragt-villaer og eventyrslotte.