27.08.2021 KL. 10:00

Sådan blev Nice ferieby for klodens allerrigeste

Fra midt i 1800-tallet strømmede Europas finansfyrster og kronede hoveder til Nice på vinterferie. Middelhavsbyen blev et festligt opbud af paladshoteller, parker og luksusvillaer. Et unikt bymiljø, der nu har givet Nice en plads på Unescos verdensarvsliste.

Den milde middelhavsby Nice blev i slutningen af juli 2021 optaget på UNESCOS verdensarvsliste.

 

Place Masséna er bindeled mellem Nices historiske centrum, Vieux Nice,
og de nye bykvarterer mod vest, der voksede op af jorden i 18-1900-tallet.

 

En pink-rød kuppel over en stor neo-barok bygning med rundbuevinduer, søjler og bladdekorationer på den hvide facade. Få skridt fra Middelhavet og stranden med de runde rullesten ved Englenes Bugt, La Baie des Anges.

Paladshotellet Le Negresco tiltrækker øjet under spadsereturen ad den kendte strandpromenade, La Promenade des Anglais.

Ved den høje indgangsportal står en firskåret mand i snævre blå bukser under en havblå robe med skinnende metalknapper og skrigende røde lommer. Snehvide handsker. Og på hovedet en sort cylinderhat med en dusk rød fjerpynt.

Bag dørvogteren træder man ind i et af verdens ypperligste luksustempler. Med en oval hall under en gigantisk glaskuppel, der er smykket med glasmalerier af buttede børn og bladranker. Midt i hallen hænger en 4,6 m høj krystallampe, med 16.800 Baccarat-krystaller, over det hvide gulv, der er lagt med skinnende marmor fra Carrare.

Under hallens hvide søjler danser multikunstneren Niki de Saint Phalles gule kvinde-skulptur, Nana Jaune, med røde bryster og blå badedragt, få skridt fra originale portrætter af Napoleon III og hans kejserinde Eugénie.

Paladshotel Le Negresco blev indviet i 1913,
men beslaglagt og brugt til militærhospital allerede i 1914.

 

»Der er 6.000 kunstværker i Negrescos korridorer og værelser,« fortæller Hélene Seropian, der har arbejdet i paladshotellet i over 20 år.

Moderne kunstnere som Niki de Saint Phalle, Salvador Dali, César og Vasarely. Vægtæpper og afrikanske skulpturer. Og ved baren hænger et kendt maleri af solkongen Ludvig XIV fra 1701.

»Der blev lavet tre udgaver af maleriet,« siger Hélene Seropian. »De to første finder man i Versailles-slottet og Louvre-museet, og det tredje hænger her.«

En driftig rumæner

Le Negresco var rumæneren Alexandru Negrescus livsdrøm. I 1883 emigrerede han som 13-årig fra Bukarest til Frankrig, hvor han fik småjob i hotelbranchen. Han forfranskede sit navn til Henri Negresco, blev direktør for restaurant Helder i Monaco og fik et intimt forhold til Rivieraens stenrige vintergæster, som familierne Vanderbilt og Rockefeller fra USA. I 1910 blev Negresco direktør for casinoet i Nice, og her fandt han omsider både en grund og kapital til at bygge sit eget luksushotel.

Paladshotellet Le Negrescos hall er en stor kunstudstilling
med moderne skulpturer og originale malerier af Frankrigs monarker.

 

 

Den 4. januar 1913 kunne Henri Alexandru indvie sit nye paladshotel med Baccarat-krystaller, Carrare-marmor, nye designmøbler og pneumatisk (med trykluft) distribution af breve til værelserne. Og Le Negresco blev et tilløbsstykke for klodens mægtige og rige. Den stolte ejer tjente hurtige penge indtil 1914, hvor luksushotellet blev forvandlet til hospital for verdenskrigens sårede soldater. Ved freden i 1918 var Le Negresco et fallitbo, og to år senere døde Alexandru Negrescu af kræft i Paris, uden en klink på lommen.

Værelse med krydstogtstema i paladshotellet Le Negresco.

 

Men paladshotellet overlevede og genfandt fra 1957 sit historiske schwung under den nye medejer – og kunstelsker – Jeanne Augier’s (1923-2019) ledelse. Madame Augier satsede på hoteldrift i verdensklasse, mens andre luksushoteller blev forvandlet til ejerlejligheder. Regina Exelsior, Alhambra, Majestic Palace,Grand Palais står i dag som overdådige vidnesbyrd fra La Belle Époque (ca 1860-1914), hvor Nice udviklede sig i takt med sine pengestærke feriegæster.

Englændernes promenade

De første britiske aristokrater dukkede op i Nice allerede i slutningen af 1700-tallet. De tog på lange vinterferier i den milde riviera-by, der dengang var en del af kongeriget Piemonte-Sardinien.

Få skridt fra Negresco, i rue de France nr. 121, kan man se en af riviera-byens første vintervillaer, der blev opført med rene klassiske linjer af Lady Penelope Rivers i 1787. Det blev dog kun en kort paradis-oplevelse, for Lady Rivers måtte flygte over hals og hoved, da de franske revolutionstropper erobrede Nice i 1792

Englenes Bugt – Baie des Anges – ud for Nice.

 

Briterne vendte først tilbage efter kejser Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815, og i 1920’erne anlagde de engelske vintergæster en bred vandresti mellem deres nybyggede feriehuse og havet. Det var Camin deis Anglés, der op gennem 1800-tallet blev udvidet og forlænget og omdøbt til Promenade des Anglais.

Men Nices forvandling til resort-by for klodens allerrigeste tog først for alvor fart efter kejserparret Napoleon III og Eugénies besøg i rivierabyen 12-13. september 1860. Operette-kejseren havde behændigt indlemmet grevskabet Nice i Frankrig. Napoleon og hans præfekt Haussmann var godt i gang med de nye boulevarder og prangende boligkarréer i Paris. Nu skulle Nice profileres som vinterresort. Byen fik sin banegård i pompøs pariser-stil i 1864, og pludselig var Nice kun 24 timer fra Paris. Europas industrifyrster og royale kunne smutte til Nice i specialbyggede bane-wagoner med lænestole, soveværelser og plysbeklædte saloner.

Unik verdensarv

La Belle Époque 1860-1914 blev luksushotellernes æra. I 1862 kunne Hôtel des Anglais modtage sine første gæster i en stor, ”kolonial” bygning, Promenade des Anglais nr. 1.

Jernbanerne bragte flere og flere vintergæster, og Englænderpromenaden blev omdrejningspunkt for Europas mondæne liv. Med baller og thé-dansants, private receptioner og spadsereture i den sunde havluft. Litterære saloner, spillebuler og endnu flere hoteller.

Vinteremigranter og lokale aristokrater byggede pragtvillaer i de nye bykvarterer, der skød op bag Promenade des Anglais. Paillon-floden, der adskilte det gamle Nice fra de nye bydele, blev dækket over og forvandlet til et grønt område – Promenade du Paillon – med gangstier, græsplæner, blomster og træer. Det var også her, på den overdækkede flod, at Nice fik sin centrale plads – Masséna – der den dag i dag er samlingssted for det lokale karneval og andre begivenheder.

De store, flade socca-brød er brygget på
kikærtemel og er en specialitet i Nice.

 

Nice blev en usædvanligt behagelig og eksklusiv by.

Prikken over i’et kom i 1891 med det orientalske eventyrslot, la Jetée-Promenade, der blev bygget på vandet ud for Hôtel des Anglais. Med støttepiller af støbejern, minarettårne og kupler, teater, opera, kabaret’er og kasino, café-restaurant og forfatteraftener.

I dag er det pompøse Hôtel des Anglais afløst af Hôtel Méridiens anonyme 1970’er-konstruktion. Og Jetée-slottet blev demonteret af tyske tropper i 1944.

Men Nice har bevaret sit unikke bymiljø, med så mange håndfaste minder fra La Belle Époque og de ekstravagante vintergæster, at den milde middelhavsstad den 27. juli 2021 blev optaget på Unescos verdensarvsliste.

Fra Karlebo til Côte d’Azur

Ved siden af paladshotellet Negresco ligger en stor villa bag høje palmer og buske, i diskret afstand til Promenade des Anglais, Det er Victor Massénas vinterresidens, opført i nyklassicistisk stil 1898-1901. Og fra 1921 bymuseum med Masséna-familiens kunstsamlinger og interiør.

Her kan man se kejser Napoleon I’s dødsmaske og kejserinde Joséphines diadem af perlemor, guld og ædelstene. Landskabsmalerier fra 1800-tallet. Møbler, fade og tallerkner fra kejser Napoleon I’s tid.

Men hvordan var Victor Masséna blevet så rig, at han kunne opføre Villa Masséna og forære både villa, kunst og indbo til byen Nice kort før 1. verdenskrig?

»Krigsbytte!« svarer Isabelle Billey-Quéré, der er pressechef for Nice’s turistorganisation, og fortsætter:

»Victor Masséna var barnebarn af André Massena, der skabte sig en formue som feltmarskal for kejser Napoleon.«

André Masséna, der har leveret navn til Nice’s centrale plads og byens fornemmeste gymnasium, startede sin karriere som smugler i Nice-området. Han sluttede sig til Frankrigs revolutionshære og steg til den højeste militære grad under kejser Napoleon I. Men gik også for at være Napoleonshærens mest griske udplyndrer i det besatte Italien og Portugal. Så grisk, at hans efterkommere ikke havde behov for at arbejde.

nicetourisme.com

Nice Unesco-verdensarv:

candidaturepatrimoinemondial.nice.fr

Villa Masséna blev i øvrigt tegnet af danske Hans-Georg Tersling (1857-1920) fra Karlebo i Nordsjælland. Tersling var tømrer med arkitekt-eksamen fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og tog som ung til Frankrig, hvor han arbejdede for opera-arkitekten Garnier i Paris. Efter nogle år i Paris og Monaco slog Tersling sig ned som selvstændig arkitekt i Menton i 1887. Hans første store job var Grand Hôtel du Cap-Martin, og herefter blev Tersling en af Côte d’Azurs mest efterspurgte arkitekter. Indtil 1. verdenskrig satte en stopper for både karrieren og luksusbyggerierne.

Pragtbygninger

Få skridt fra Villa Masséna finder vi hotel Le Royal med resterne af Nice-arkitekten Charles Dalmas’ pompøse facade i jugendstil fra 1906 (Promenade des Anglais 23). Og lidt tættere på Nice’s gamle bydel: Palais de la Méditerranée med kasino, femstjernet hotel bag en fornem art deco-facade fra 1929, hvor velbeslåede vintergæster igen fandt vej til Nice.

Palais Pauline blev tegnet af Nice-arkitekten Charles
Bellon og opført i Carabacel-kvarteret 1907-11.

 

Bag Le Royal og Middelhavs-palæet går man ind i de nye kvarterer, fra La Belle Époque, hvor Nices befolkning voksede fra små 50.000 i 1860 til ca 150.000 i 1914. Her er luksushoteller som Boscolo Exedra, Boulevard Victor-Hugo 12, med sirligt dekorerede facader fra 1913. Private pragtboliger som Palais Pauline, rue de Lepante 2. Og den lille, monumentale Villa Lairolle, avenue Maréchal Foch 8, opført af danske Hans-Georg Tersling 1904-06.

I starten af Boulevard de Cimiez ligger to kolossale pragtbygninger fra de glade år før 1. verdenskrig: jernbanehotellet Grand Palais (nr. 2), hvor Société des Wagons-Lits rejsende kunne slappe af efter den lange togtur fra Paris eller London. Og hotel Majestic (nr. 4) fra 1908, med 400 værelser, nydelige balkoner og udsigt over Nice til Middelhavet. Begge bygninger er i dag stykket ud i ejerlejligheder, med f.eks. en toværelses til 3,75 mio. kr.

Ruiner og paladser

Boulevard de Cimiez fører stejlt op til Cimiez-højens top, med ruinerne fra et romersk teater, antikke bade og et museum med maleren Matisses værker i Gubernatis-paladset fra 1685.

Marc Chagall-museet blev indviet i 1973 og udstiller en
række monumentale malerier med bibelske motiver.

 

Boulevarden er Nice-arkitekten Biasinis (1841-1973) værk. For Nices centrum skulle forbindes med Cimiez-højen, hvor Biasini var i gang med byens allerstørste hotelprojekt, Excelcior Regina, der blev indviet d. 12 marts 1897 med den aldrende britiske dronning Victoria (1819-1901) som (betalende) hædersgæst.

Victoria vendte to gange tilbage til månedlange ophold på Regina. Hun boede med sit følge i den royale fløj, der bestod af 70 værelser, og dronningen kørte jævnligt i hestevogn ned til det gamle Nice ad den nyanlagte boulevard.

Minibuste i bronze af den græske druk- og ekstasegud Silenos (1. årh fvt)
i arkæologimuseet på Cimiez-højen nord for Nice’s centrum.

 

Vi følger efter dronning Victoria ned ad Cimiez-boulevarden, der hurtigt blev omgivet af prægtige bygninger. Som det fhv. hotel Winter-Palace fra år 1900 (nr. 82), med tagterrasse og nyrestaurerede Belle-Époque-balkoner midt i en smuk grøn park. Lige over for en nydelig art deco-villa fra 1931-32 (nr. 49) tegnet af arkitekten Émile Thillet. Villa Surany (nr. 35) stod færdig i orientalsk jugendstil i 1902 og tilhørte Persiens konsul i Nice. Orienten har også inspireret det fhv. hotel L’Alhambra, fra 1901, dergemmer sine to minarettårne bag palmerne i en velvoksen park (nr. 46/48).

Ikoner og løgkupler

Men det mest forbavsende eksempel på belle époque-byggefeberen i Nice er den russiske katedral Saint-Nicolas i Piol-kvarteret bag Napoleon III’s banegård Nice-Ville. Katedralen ligger et stenkast uden for byens nyudnævnte Unesco-område, der går fra Promenade des Anglais til Cimiez-højen, men er med på verdensarvslisten.

Mørkegrønne løgkupler og gyldne kors. To lave tårne med høje spir. Bueportaler og friser med kulørte blomsterfajancer. Og indvendig: et gyldent alter under billedet af Frelseren omgivet af 10 engle. Messingstandere med brændende vokslys. Et væld af blomster, smukke fresker og ikoner.

Den russiske katedral St Nicolas i Piol-kvarteret blev opført 1903-12 på det
sted hvor tsar-tronfølgeren Nicolas Alexandrovitch døde af meningitis i 1865.

 

Katedralen har siden indvielsen i 1912 fungeret som menighedskirke for den store russiske immigrant-koloni i Nice. Men der ligger en sørgelig historie bag den fantastiske bygning.

»Den 24. april 1865 døde Ruslands 21-årige kronprins Nikolaj Alexandrovitj af meningitis her i Nice, kun et år efter hans forlovelse med prinsesse Dagmar af Danmark,« fortæller vores guide, Tatiana Serioguine.

»Hans sønderknuste far, Aleksander II, købte kort tid senere grunden omkring den villa, hvor Nikolaj Alexandrovitj var død, for at opføre et kapel til minde om sin søn.«

I 1903 gik den russiske kirke i gang med at bygge den store Saint-Nicolas-katedral klos op ad Nikolaj Alexandrovitjs kapel. For russernes kirke i Nices centrum var blevet for lille.

Nice er en broget mosaik af smukke bymiljøer, gode og grumme skæbner. Og stadig en (vinter)rejse værd.